Tankerne bag Ammemafiaen

Denne blog, fb side og instragram er opstået fordi jeg føler meget stærkt for amning og fordi jeg oplever at der ikke er forfærdelig meget at finde på dansk.

Der er altid uundværlige Ammenet.dk – en side der dagligt hjælper helt ubeskrivelig mange – men der er ikke rigtig nogen blogs med mere personlige tilgange udover enkeltstående indlæg hist og her.

Amning…

Jeg er VILD med at amme og jeg er stolt af at have overkommet brystbetændelse, ammestrejke, indlæggelser med sonde, bid og et højre bryste som gav op inden vi overhovedet sådan rigtigt var kommet igang.

Jeg er STOLT af at have kæmpet for min amning, stolt over at værne om det fantastiske i at amme.

Jeg mener godt man kan være stolt over at amme – og føle sig stærk og handlekraftig i beslutningen om at arbejde for sin amning, kæmpe for det, holde ud igennem det når det bare ikke er sjovt!

Måske det kunne gøre noget at støtte op omkring amning, i hvad end skikkelse man selv føler for – tale om amningen, mælkens egenskaber og moderens styrke igennem amningen – uden at det pr definition er kritik af dem som vælger anderledes.

Det der med flaske.

“Jamen er du så anti-flaske og anti-modermælkserstatning?” spørger du måske dig selv.
Nej, det er jeg ikke – mit andet barn fik flaske med både udmalket modermælk og modermælkserstatning ved siden af amningen allerede fra han var få timer gammel.
Ikke med min gode vilje dog – hvilket er en af de største grunde til at jeg nu laver det her.

Reelt set er jeg hamrende ligeglad med om du ammer, malker ud eller giver modermælkserstatning i flaske – bare du har truffet dit valg ud fra reel info – og ikke er endt med flaske fordi du ikke fik den vejledning og støtte du havde brug for.

Jeg er ikke anti-modermælkserstatning – slet ikke. Jeg synes bare forældre fortjener at få hele sandheden om både det og amning, så det selv kan vælge hvad de ønsker for deres familie.

Og så er der så alle de familier hvor mor – uanset årsag – bare ikke KAN amme. Yes yes, der ER kvinder som ikke kan amme. Der ville jeg sådan ønske at donormælk var en mulighed – så de familier i det mindste havde valget imellem donormælk og modermælkserstatning.

Hvis vi kan dele organer, blod, æg og sæd med hinanden – så kan vi vel også dele modermælk?

Men hvorfor “Ammemafiaen”?

Der FINDES naturligvis en reel “ammemafia” – altså den slags folk som mener at alle kan amme, at alle bør amme, at man i det mindste skal give det et forsøg.

At man skylder sit barn det, at man ikke “gider” sit barn hvis man ikke ammer osv osv.

Som jeg ser det taler disse mennesker udfra personlige holdninger og har en kende svært ved at se udover egen næsetip.

Det er her de som taler for amning hurtig kategoriseres som samlet gruppe og typisk refereres til som “Ammemafia”, “Ammepoliti”, “Amme-nazis” osv.

Jeg forstår det godt, det gør jeg, for det kan være svært at skille grupperingerne ad, i så følsomt et emne.

Jeg håber blot at jeg med denne side får vist at man sagtens kan ønske at informere om, snakke om, hjælpe med og støtte op omkring amning, uden på nogen måde at være i kategori med den heldigvis forsvindende lille del af befolkningen som kan betegnes “Ammemafia” i ordets negative form.


Jeg er stor fortaler for amning, ja, det er jeg.

Jeg tror helhjertet på – og ser overvældende evidens for – at amning i langt de fleste tilfælde ER den optimale ernæring for barnet og støtter helt fantastisk op omkring barnets, moderens og familiens rejse ind i forældreskabet.

MEN – det er ikke ensbetydende med at jeg mener amning er den ENESTE løsning, den “rigtige” løsning for alle.

Og det er på ingen måde noget som den enkelte familie kan eller bør sidde med selv – det er en ansvar som vi som samfund må prioritere.


Amning er mere end ernæring og familier er mere end mødre.

Familier kan have forskellige konstellationer og der kan være forhold som taler imod amning – eller familier som har valgt at amning ikke er for dem.

Det personlige valg kan vi efter min opfattelse kun støtte ved at sikre korrekt opdateret viden hos de fagpersoner der er i familiens liv og adgang til kvalificeret, anerkendende vejledning, som er i stand til at støtte familien, når de skal vælge måden deres barn skal ernæres.

At amning og modermælk er den måde naturen har bestemt det og derfor pr definition er “det normale” som alt andet må vægtes, vejes og vurderes ud fra, er hos mig ikke og vil aldrig blive, en udskamning af valget om at ernære barnet på anden vis.

Det er kun mit bidrag til at sikre at sproget omkring amning holdes korrekt, så amning i alle henseender opfattes som den biologiske norm som det er.

Blidt forældreskab…

Det her startede som et frirum til mig, så jeg kan få afløb for mine følelser og tanker omkring amning og moderskabet i forbindelse til amningen.

Nu mærker jeg at jeg ikke helt kan lade være med at skrive om blidt forældreskab også, måske fordi det for mig ligger så tæt op af amningen og den kontakt der ofte er imellem mor og barn når man ammer.

Tidligere skrev jeg om blidt forældreskab, også kaldet IFavn/Attachment Parenting, på det nu nedlagte FavnenFuld.dk, som jeg var med til at stifte, så nu “mangler” jeg et outlet for den del – og det føles helt naturligt at det får sit eget lille hjørne her.

Jeg er ved at prøve mig lidt frem med at holde oplæg om blidt forældreskab – så hvis du og din mødregruppe/venindegruppe/legestue kunne være interesseret i at være prøvekanin, imens jeg øver mig, så smid mig en mail.
Jeg koster gratis – for det der med at holde oplæg er noget man ikke bare gør, der skal øvelse til. Jeg tror bare bedst man øver sig ved at gøre det og få god feedback bagefter.

Hvem ved hvad?

Alt her på siden er “mit” – min tilgang, mine tanker, mine følelser.
Jeg henviser til evidens og andre sider, når jeg føler det er passende og når jeg skal vise at det jeg skriver om ikke kommer fra mig.

Viden jeg har opbygget igennem år kan jeg naturligvis ikke altid kildehenvise på – men spørger du skal jeg hjertens gerne finde materiale om det eller hjælpe dig med hvor du selv finder det (nogle gange kan det give mere selv at sidde og kigge).

Og her er det så jeg er på vej til at skrive tysk, fordi jeg hører den gode tyske “Zu Risiken und Nebenwirkungen fragen Sie Ihren Arzt oder Apotheker…” som de altid siger i tv – sådan en god disclaimer om at man skal huske at læse indlægssedlen eller spørge sin læge, inden man indtager hvad end medicin de reklamerer for.
Vi tager den bare på dansk: “Indholdet på denne blog må ikke stå i stedet for lægelig vejledning”.

Så, så er det sagt.

/ Mia