Når rummelighed spænder ben for barnets tarv


>>Children are completely dependent, defenseless human beings.

You are an adult human being who is capable of defending yourself.

For you to make the case that you have a right to do these things to children but others don’t have a right to simply judge you for it is so absurd it borders on psychosis<<

På dansk:

“Børn er uskyldige, forsvarsløse, afhængige mennesker.

Du er et voksent menneske som har evnen til at forsvare dig selv.

Dit argument om at du har ret til at gøre sådan imod børn, men andre ikke må dømme dig for det, grænser til psykose”
Fra Can We All Stop With the “Don’t Judge” Nonsense?

Ovenstående link virker ikke, fordi hele hjemmesiden er blevet fjernet desværre.

Jeg kan henvise til mit eget indlæg omkring samme emne i stedet:

Igennem orkanens øje – for barnets skyld.

 

Som jeg sidder her med mine 4 børn, efter en dag hvor jeg har råbt af de store da de for 27. gang drillede/slog/sparkede hinanden – så skammer jeg mig over at jeg faldt i “råbe-fælden”.

Jeg mistede overblikket. Totalt! Det var ikke kønt – for sige det mildt…

Jeg følte at jeg så mig selv udefra – igennem deres øjne. Og jeg var ikke den mor jeg gerne vil være og som de fortjener.

Jeg fik hevet mig selv ud af det og vi ligger nu allesammen i den store dobbeltseng og der er ro – og så falder jeg over denne artikel.

Hvor passende.

 

Jeg er ved at kløjes i “rummelighed” for tiden…

Vi skal være så rummelige… forstå… respektere… acceptere… være bevidste om at vi ikke kender hele historien…

Og det er også rigtigt, at vi aldrig kan vide hvad der er gået forud for en bestemt situation, som vi overværer eller hører om.

 

Men – med nogle ting betyder det ikke en rygende fis hvad der er gået forud…

 

Nogle ting er af en sådan karakter at det – efter min mening – vitterligt er ligegyldigt hvad der er sket, hvorfor de(n) voksne handlede som de(n) gjorde og hvilke (bort)forklaringer der serveres.

Her taler jeg f.eks om græde-i-søvn søvntræning (uanset om det er i barnevogn eller seng), at ignorere barnet når det udtrykket et behov, systematisk at benytte trusler/nedsættende tale/mobning og deslige samt helt basal fysisk og psykisk omsorgssvigt som man ser det ved f.eks svært alkoholiserede mennesker.

Og at råbe som jeg gjorde idag – det var nemlig slet slet ikke ok.

Det er MIN mening – mine grænser.
Måske dine ligger et andet sted. Måske dine grænser kan gradbøjes – det kan mine nok også i visse tilfælde.

Nogle gange hører jeg kommentarer om at jeg bør fokusere på hvad man SKAL gøre og ikke hvad der ikke er så smart – men for filan, den der skide berøringsangst gør jo det hele værre.

Vi SKAL tale om det! Der SKAL ske noget!

 

Vi må simpelthen ikke lade endnu en generation af forældre tro at den blide, anerkendende, omsorgsfulde tilgang er noget “bonus” man kan ty til hvis man vil have ekstra point på forældrekontoen.

 

Autoritær opdragelse MÅ og SKAL dø – helst nu. Lige nu.

Det er ikke nødvendigt, det giver virkelig f*cked up børn (som sjovt nok bliver voksne) og den onde cirkel får lov at at fortsætte så.

Jeg HAR stået der hvor jeg lod mit barn græde sig i søvn pr sundhedsplejerskens og min kærestes instruks…. eller det var meningen, men barnet græd så længe at jeg “gav op” (ifølge tilgangen) og gik op til ham….

Hvorefter jeg skammede mig over at have gjort det OG at jeg ikke havde “holdt ud”… snak lige om syge syge tanker!

Jeg får tårer i øjnene bare ved tanken – 9 år efter!

Jeg har stået ved en praktiserende læge som sagde “Så må du sulte ham til han lærer at spise det du serverer”.

Det er sg* da ikke ok?!?
Sådan behandler man da ikke mennesker?!

Sådan behandler man da ikke børn?!

 

Så hvad skal man gøre?!

Man skal gøre NOGET!

Stå ved at det ikke er ok.

Sætte ord på at det ikke er ok.

Sige fra når man oplever det.

Være barnets stemme.

Ikke mere af det der med at “jeg passer mit, så passer du dit”.

 

Og jeg er godt klar over at det mildest talt er svært… og det nok også godt kunne koste et venskab eller to…

Og at udskamning er det nye fy-fy – man bliver kastet for ulvene hvis man drister sig til noget der bare er i nærheden.

Jeg tror bare på at jo flere som holder fast i at børn ikke er ejendom som man kan skalte og valte med som man lyster – jo flere vil tænke sig om en ekstra gang og måske vil det stille og roligt præge den generelle tilgang til børn.

Så jeg er lige politisk ukorrekt og siger:

 

Man må fandeme godt udtrykke forargelse og afsky og fordømmelse, når det involverer uskyldige individer uden mulighed for at forsvare sig selv.

 

Vi gør det med vold(tægt)smænd, kriminelle, politikere, plejepersonale der ikke gør det de burde osv – så selvfølgelig må vi også gøre det med voksne der ikke er ordentlige overfor børn.

Og hvis du ikke er enig – så er jeg VILDT nysgerrig på hvad der gør, at du synes voksne der ikke behandler børn ordentlig, er “fredede” for at skulle stå til ansvar for deres handlinger?

/ Mia

(Inden du kommenterer, så læs lige den artikel jeg linker til – den er faktisk ret god og har flere gennemgange af hvorfor det giver ok god mening engang imellem at smide rummeligheden væk)

2 Comment

  1. […] Når rummelighed spænder ben for barnets tarv […]

  2. […] Når rummelighed spænder ben for barnets tarv /Mia (Postet fra mobil for første gang – Jeg beklager evt mærkelig opsætning) […]

Hvad tænker du?