Lisbeths valg: Flasken gjorde hele forskellen.

Lisbeth er mor til Vitus – en rigtig lækker lille rødhåret krøltop med blink i øjet.

Lisbeth startede med at amme, men det blev slet slet ikke den rolige og naturlige oplevelse som Lisbeth havde regnet med.

Så efter en hård kamp kom flasken i spil – et valg som de fleste måske ikke tænker så meget over, men som kan fremprovokere voldsomme reaktioner, som det skete med “SneglCille” efter hendes kapitel i Cana Buttenschöns bog “40 Uger Efter”.

Har du ikke hørt om den episode, kan du læse den her:

Fordi Hun Ikke Er Nogen Dårlig Mor!

Jeg har fået lov at reposte fra Lisbeths Instagram konto – og det er jeg så glad for, for det beskriver de følelser og tanker man kan have så fint. Langt bedre end jeg selv har kunnet beskrive.

Tak Lisbeth ❤️

Foto: Privat fra Lisbeths Instagram

“Jeg er ikke en dårlig mor, fordi jeg opgav amningen.

Jeg gav ikke for nemt op.

Jeg var ikke egoistisk.

Jeg var en god mor, da jeg tog et valg på Vitus’ og mine vegne om, at amningen aldrig blev noget for ham og jeg.
Han blev ked af det og vred når jeg lagde ham til, og de første tre måneder var en kamp for at mætte ham, for at gøre det til noget særligt, for at skabe et særligt bånd mellem ham og jeg.
I dag ved jeg at amning ikke nødvendigvis er lig med et barn i trivsel og heller ikke er et must for at få et varmt og kærligt bånd mellem mor og barn.
Jeg ville da ønske at amningen var blevet ved bare tre måneder yderligere, bevares, men det var ikke det rette.
Hverken for Vitus eller jeg.
Det var heller ikke et nemt valg og jeg græd i timevis da beslutningen var taget.

Det kom jeg over.

Vitus blev mere harmonisk og jeg fik mit overskud langsomt tilbage.

Derfor kan jeg mærke, at jeg bliver noget så VRED, når nogle skal fortælle mig og andre hvad det rigtige er.
Det rigtige er ikke flaske eller amning. Det rigtige er at aflæse sit barn og handle ud fra dets behov.

Dét er at være en god mor.
Om det så betyder amning i tre år eller tre måneder, kan vel være ligegyldigt? 
Så længe bare mor og barn har det overvejende godt med hinanden, og det valg der er blevet truffet.

Kære medmødre.

Skal vi ikke bare allesammen blive enige om, at vi gør det bedste vi kan?

Vi kæmper, vi er seje, vi er selvopofrende og vi giver alt det bedste vi har.

Lad os stå sammen i stedet for at skælde ud på hinanden. ♥️

#alleelskersneglen #vitustagram #alterlove “

Ja, jeg er vældig interesseret i at normalisere amning og jeg ville utrolig gerne se ammeraten stige, fordi jeg er overbevist om at der sidder MANGE der ender med flaske som inderligt ønsker stadig at amme, men som bare ikke havde adgang til den rette vejledning og støtte – men nogle gange ER amning bare ikke det rigtige for den enkelte mor, det enkelte barn, den enkelte familie – og det er også mit ønske at støtte de som, med eller uden forudgående kamp, ønsker vejledning og støtte i den process det er at vælge brystet fra og flasken til.

Når valget om flaske er truffet udfra korrekt, opdateret viden, evt ammevejledning af igangværende amning, mavefornemmelse og en samlet vurdering af familiens muligheder, ønsker og begrænsninger, så er det ikke – og vil ALDRIG blive “at give op”.

Det jeg ønsker at bidrage med, er ordentlig info og støtte, så valget træffes “frivilligt” og ikke i ren desperation fordi der ikke var adgang til hjælp og støtte, eller ganske enkelt ikke var mulighed for at afhjælpe de problematikker familien oplevede.

Desværre oplever jeg stadig at enhver promovering af eller information omkring amning, afføder “Ammemafia” betegnelsen – altså at jeg og andre ammeinteresserede slet ikke er interesserede i den enkelte, men nærmere vil presse på for amning, og er af den overbevisning at amning er den eneste rigtige måde at give barnet mad.

Det var baggrunden for mit navn – at jeg ville vise at “Ammemafia” ikke er sådan og forsøge at reclaime ordet.
Så nu siger jeg det (igen):

Amning eller flaske er et dybt personligt valg som KUN den enkelte kan træffe.

Jeg er ikke i krig mod flaske eller modermælkserstatning når jeg deler information.

Jeg vil bare virkelig virkelig gerne hjælpe til at der er kvalificeret information og vejledning tilgængelig for ALLE før, under og efter det valg – så man ikke bagefter oplever at valget ville have været anderledes, hvis blot man havde haft mere information.

Vil du fortælle om dit valg?

Har du oplevet “shaming” af dit valg?
/ Mia

Hvad tænker du?