Grænseoverskridende oplevelser i barnets pasning – Siger du fra?

Kender du det at dit barn er i pasning og er (virker) overvejende glad for at være der og du hver dag afleverer dit guld med (nogenlunde) ro i maven og personalet fortæller dig at det bare går SÅ godt dernede.

Du er tryg, glad og lykkelig for at du har fundet et rigtigt godt sted.

Indtil du en dag ser eller hører noget som giver en knude i maven.

Men det var heldigvis kun den ene lille ting og vi kan jo alle have en dårlig dag eller miste overblikket – så du lægger tanken fra dig og indenfor nogle dage tænker du ikke mere på det.

Men så sker det igen – du oplever igen noget du undrer dig over og som ikke føles helt godt.

Måske du denne gang taler med nogle andre om det, sådan lige for at sikre din “det er nok bare mig”-sætning i hovedet.

Du skal bare lige bekræftes i at det kunne være sket for alle – og du så jo faktisk ikke hele opløbet.

Måske dine venner griner lidt sammen med dig, for du er sgu blevet noget af en pyllerhøne her på det sidste.

Det er nok hormonerne der stadig spiller ind, selvom lillesøster efterhånden er blevet 10 mdr.

Men så sker der igen noget og nu ændrer dine tanker sig.

En episode er et enkeltstående tilfælde.

To episoder er en tilfældighed.

Men tre… tre begynder at føles anderledes… som noget du er nødt til at gøre noget ved.

Du snakker igen med venner. Nogle beder dig måske skrue ned for dit hysteri – andre deler dine tanker.

Men du (jeg) siger alligevel ikke noget… og du (jeg) gør ikke noget… og du (jeg) begynder nærmest religiøst at affærdige tankerne om de tre episoder og knuden i maven med at det altså bare er dig… du (jeg) er SÅ perfektionistisk… der er mange måder at tilgå børn på… ikke alle er lige som dig… det tager børn ikke skade af… vel?

Hvorfor gør du – og jeg – ikke noget?

Hvad er det som får dig – og mig – til konsekvent at lægge tankerne, følelserne osv væk?

For mig handler det om at jeg er skide bange for hvad det vil betyde for mit barn, at jeg lige har stillet spørgsmålstegn til en ansats opførsel.

Jeg er måske nok ihh og åhh så sej i forhold til at sige fra overfor læger osv som vil belære mig om ting – men de mennesker jeg overlader mine børn til hver evig eneste dag… Pu ha… det er altså noget andet! Noget helt andet!

Så jeg holder mund…

Siger måske noget når barnet stopper det pågældende sted.

Men jeg holder mund…

Og har det monster dårligt med at holde mund, men ikke nok til at risikere mit eget barn.

En rigtig egocentreret mor der kun tænker på sine egne børn.

Sådan kan jeg føle mig nogle gange.

Jeg kan tænke på om forældrene til de børn det er “gået udover” overhovedet ved at det er sket?

At deres lille 3 årige er blevet sendt ud i garderoben fordi han ikke ville stoppe med at “hyle”.

At deres 5 årige er blevet holdt udenfor en fødselsdag fordi hun skulle “lære at høre efter”.

At deres 4årige har stået ved en dør og grædt ud igennem ruden, fordi “nu må det være nok”, selvom savnet efter Far tydeligt stadig ikke var klart til at give slip.

At deres 1,5 årige har siddet og grædt i en højstol i alt for mane minutter, fordi “hun åalligevel ikke stopper før Dorthe kommer tilbage fra at skifte Sofus”.

(Ovenstående er ikke mine oplevelser – de er samlet fra forskellige kilder)

EDIT September 2018: Ovenstående ER mine oplevelser, enkelte ud af alt alt for mange, samlet over flere børnehaver og tre børn.

Jeg var bange for at stå ved at jeg havde været meddelagtig i at en sådan håndtering kunne fortsætte. Jeg er ikke bange mere – for nu forstår jeg hvorfor jeg ikke kunne sige fra. /Mia

Og jeg tænker på hvilke ting der måske-måske ikke sker for mit barn, som jeg ikke ved noget om – personalet styrer jo til en vis grad hvad jeg ved om mit barns dagligdag.

Jeg har det dårligt med mig selv over at jeg heller ikke siger fra når jeg møder noget hvor min mavefornemmelse fortæller mig at det ikke er ok.

For så er jeg jo faktisk med til at gøre det. Når jeg stiltiende står ved siden af og ser det ske.

Men jeg tør ikke. Det er simpelthen for farligt.

(Og det er derudover heller ikke særligt rart at skulle konfronteres med ens egen forældrestil, når det lynhurtigt bliver en diskussion om hvorvidt det der “Blidt forældreskab” er totalt curling)

Dette er ikke et opslag om hvor skrækkelig pasning er, hvor onde ansatte i pasningsordninger/dagplejer er eller et opslag der skal promovere hjemmepasning.

Not at all!

Det er mine tanker omkring noget som jeg simpelthen ikke kan slippe – og som jeg, trods 9! år! som mor til et barn i pasning, stadig ikke har fundet en løsning på.

Jeg har brokket mig og klaget adskillige gange.

Men KUN når jeg samtidig har været i stand til at sikre at barnet ikke skulle til den pågældende personale igen.

Jeg tror at de af jer som er indenfor det fag og følger mig, måske vil tænke at jeg ikke må være bange for at sige noget – I er professionelle og selvom I godt forstår mine tanker, så ville I aldrig lade det gå udover børnene.

Men den tillid er allerede væk.

Ikke hos jer, men hos de personaler som forældrene har oplevet har haft grænseoverskridende adfærd.

Jeg føler mig personligt låst godt og grundigt fast – uden noget der bare ligner en fornuftig løsning.

Så hvad skal en forælder gøre?

/Mia

3 Comment

  1. […] Grænseoverskridende oplevelser i barnets pasning – Siger du fra? […]

  2. Pernille Sørensen says: Svar

    Uha det lyder overhovedet ikke rart. Jeg ville gå efter min mavefornemmelse og sige det højt i institutionen. Hvis min mave fortæller der er noget galt er der som regl noget om det..
    Jeg har oplevet ( min søn går i speciel astma og allergi venlig institution) at vi havde lavet en aftale om at de skulle give ham hans akutte medicin. Hvilket de ikke gjorde.. så blev nød til at sige det. Selvom jeg synes det var svært.
    Du ved hvad der er bedst for dine børn! Jeg går ind fra ærlighed. Jeg kan personligt ikke være i det “uvisse”. Så ind imellem kræver jeg et svar. Så jeg ved hvad jeg har at forholde mig til.
    Ps. Jeg er selv uddannet pædagog. Arbejder dog med udviklingshæmmede.

    1. Mia says: Svar

      Hej Pernille.

      Jeg er helt enig i at det er “det rigtige” at gøre.

      Jeg synes bare det er mega svært – fordi jeg oplever at jeg selv (og andre) virkelig bliver bange for 1: at blæse noget op, altså den klassiske “måske er det bare mig” og 2: hvilke konsekvenser det kan få for mit barn

      Ihh jeg synes det er svært.

      Kh Mia

Skriv et svar til Pernille Sørensen Annuller svar